Aktiviteter
Rav - Nordens guld
Rav er forstenet harpiks fra de 30-50 millioner år gamle, subtropiske fyrretræsskove, der strakte sig fra Ural i øst til Skandinavien.
Det smukke, varme naturmateriale har op gennem historien ikke blot været anvendt til smykker, men også som betalingsmiddel. Gennem hele bronzealderen havde Danmark en livlig handel med udlandet, og rav blev brugt som betalingsmiddel for bronze og guld. Langs Nordjyllands kyster findes hvert år store mængder af dette Nordens guld, som også i dag er eftertragtet til smykker.
Rav findes i strandkanten; ofte sammen med tang og de små kulagtige træstykker, havet skyller op. Der er mest rav om morgenen, og når der er fralandsvind. De smukke, gyldne klumper vejer kun en tredjedel af de gule flintesten, som de umiddelbart kan forveksles med. Rav har - i modsætning til sten - en blød klang, hvis man forsigtigt slår det mod tænderne.
I Nordjylland findes en række specialværksteder og -forretninger, bl.a. Højers Rav-sliberi i Mygdal, der gerne giver gode råd om fundet og dets anvendelse.
Vi ønsker Dem held og lykke i jagten på havets guld.
Deutsche Sprache
